[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Lad os tale lidt om dannelse.

På den ene side virker det som om dannelse har fået en renæssance, hvor begrebet dukker op i alle mulige sammenhænge. Mange taler om dannelse, og det er som udgangspunkt glædeligt, for dannelse er på flere måder en forudsætning for gode liv i stærke fællesskaber.

På den anden side frygter jeg, at det i et vist omfang blot er en overfladisk interesse; noget man siger, fordi det lyder godt, og giver indtryk af at det man taler om har dybe rødder. Det minder i den forstand ikke så lidt om den lige så udbredte begejstring for leg. Det er nok snarere reglen end undtagelsen at både leg og dannelse opfattes som et middel til noget andet eller som noget meget konkret, der måske reelt set snarere er færdigheder og kompetencer (tag nu bare diskussionen om “digital dannelse” eller den gamle sang om “leg og læring”).

Dannelse er ikke og kan ikke være en tjekliste, eller noget vi kan styre, forudsige og måle på linje med andre læringsmål. Det er ikke noget, der kun foregår når vi er under uddannelse, og absolut ikke kun for børn. Det er en livslang proces, der former og formes af livet i en fortsat vekselvirkning. Ingen er nogensinde “dannet” i endegyldig forstand. Det er ganske vist populært at være mere optaget af destinationen end vejen derhen, men dannelse er nu engang mere proces end mål, mere det at blive til nogen end blive til noget. Nu er jeg jo ikke specielt velbevandret udi dannelsens idéhistorie, langt fra, men her er nogle brudstykker fra mit syn på dannelse:

Det (ufærdige) dannede menneske er altid under forandring, og accepterer dette som et grundvilkår. Man må derfor bevare en åbenhed overfor verden, holde nysgerrigheden i live, og opdyrke evnen og modet til at tvivle: på sig selv og på det, man møder. Et dannet menneske er kritisk, tør modsætte sig det etablerede, og stiller spørgsmål, men er også indstillet på at lytte og skabe ny mening i samspil med andre. Ofte vil et dannet menneske også være et vidende menneske som konsekvens af nysgerrigheden, men dannelse er ikke det at vide noget i sig selv, snarere det at ville vide. Dannelse er at forholde sig etisk og moralsk reflekteret til sin egen rolle i fællesskaberne, at undersøge hvad det vil sige at være menneske, og hvordan man former livet og sine omgivelser med respekt og forståelse for andre. Fordi dannelsen udspringer af det fundamentalt menneskelige, udvider den hele tiden vores forståelse af, hvordan mennesker kan se ud, tænke og leve, også når de ikke ligner os selv.

Det er blot en skitse, men her er mange fællestræk med legen, så lad os se på nogle af dem.

Den amerikanske sociolog og legeforsker Thomas S. Henricks har i bogen med den sigende titel “Play and the Human Condition” undersøgt netop relationen mellem legen og det menneskelige:

“How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? Such questions, each connected to our lifelong quest for self-realization, are central to this book. Its thesis is that we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of play”

Disse perspektiver går igen hos mange legeforskere, som her hos Miguel Sicart i “Play Matters“:

“To play is to be in the world. Playing is a form of understanding what surrounds us and who we are, and a way of engaging with others. Play is a mode of being human.”

Det er jo et helt centralt dannelsesspørgsmål: hvad vil det sige at være menneske? Hvordan skal vi forstå verden? Og hvordan skal vi leve i den?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/10/IMG_2494-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Vi forstår verden ved at deltage i den, og netop deltagelse er et fundamentalt træk ved legen: når vi leger, så er vi aktive deltagere:

“play events capitalize on people’s capacities for creativity, or externalization. Nothing exists— at least, nothing that is playful in character— until the participants decide to invest the moment with this quality. When they withdraw that energy and enthusiasm, the moment dies. Play makes people aware of their capacities for social agency.” (Hendricks, 2015) (my emphasis)

Når vi taler om deltagelse, så taler vi uundgåeligt også om magt (se også dette indlæg), for hvis ikke deltagerne har magt, ““participation simply stops being participation” (Carpentier, 2011). Leg kræver en omfordeling af magten, så alle har indflydelse på legens udformning og udvikling, og ingen bestemmer det hele. Dermed skaber legen et rum, hvor vi kan udfordre reglerne, overskride forventningerne og skabe nye erkendelser. Vi er aktive deltagere i legen, og dermed også i den verden, hvor legen foregår. Leg rummer derfor også et stort og ofte overset demokratisk potentiale.

Leg er ikke altid, men ofte en social aktivitet. Når vi leger sammen er vi nødt til at respektere hinanden, og vi indgår i gensidige forhandlinger af legens roller, regler og formål. Det kræver en veludviklet empatisk sans at være en god legekammerat, men man kan netop også afprøve andre roller og identiteter for at se, hvad der fungerer. Legen rummer et “continuation desire” (Brown, 2009): legen vil fortsætte så længe som muligt. I legen søger vi ikke en ligevægtstilstand, men derimod dynamikken, der holder liv i legen. Vi omfavner det paradoksale og tilsyneladende modsætningsfyldte som legens drivkraft. At lege med andre gør det nemmere at “fastholde legestemningerne i længere tid, end hvis man leger alene” (Skovbjerg Karoff, 2013), netop fordi flere “legere” gør situationen mere uforudsigelig og flertydig:

“I legens stemninger er man særligt åben over for, hvad der skal ske, hvad der kan ske, og man er indstillet på og håber på andres åbenhed […] I legens stemninger må man sige ja til meget, og man er indstillet på, at meget kan lade sig gøre. Den fordring gælder både en selv og andre i legen stemning” (Skovbjerg, 2016).

Eller med andre ord: en leg er kun rigtig god, hvis man er nærværende, sætter sig selv på spil, hvis man lytter og respekterer de andre, hvis man tager hensyn, og hvis man finder en måde at være sammen på, som giver alle en god oplevelse. Lidt lige som så mange andre aspekter af livet, kan man tilføje.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/IMG_1192-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Det er selvfølgelig en meget overfladisk gennemgang af både leg og dannelse, men forhåbentlig er det tydeligt, at de to fænomener hænger tæt sammen, og begge er direkte koblet til det mest basalt menneskelige.

Jeg vil derfor ganske enkelt foreslå, at vi i højere grad betragter “det legende menneske” som et aktuelt dannelsesideal.

Vent lige et øjeblik.

Ovenfor har jeg talt om leg som aktivitet, og nu taler jeg om “det legende” (på engelsk: “playfulness”), som er noget andet:

“Playfulness is a physical, psychological, and emotional attitude toward things, people, and situations. It is a way of engaging with the world derived from our capacity to play but lacking some of the characteristics of play” (Sicart, 2014)

Det er netop “det legende” som en attitude, et mindset og en tilgang til livet og verden, der har min største opmærksomhed. Jeg er overbevist om, at legende mennesker er godt rustet til at leve gode liv og være aktive medborgere i en kompleks og kaotisk verden. Det helt afgørende er, at “det legende menneske” ikke bliver til en destination eller et slutmål, men en tilgang til livet, en måde at være til på. Det legende menneske er ikke et “afkast” af snævert målstyrede læringsprocesser, det kan ikke kontrolleres, men er resultatet af et levet liv i al dets uoverskuelige kompleksitet:

“It’s wrong to think of playing as the interruption of ordinary life. Consider instead playing as the underlying, always-there continuum of experience” (Richard Schechner)

Hvis det legende menneske således også er et dannet menneske, så er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan man bliver legende?

Jeg tror (et dannet menneske er som nævnt også et tvivlende menneske) at legen som aktivitet kan skabe rum, hvor vi, alene og i fællesskab, kan udforske, hvad det vil sige at være legende. Når vi leger, øver vi os i at være legende, og vi minder os selv om, at den måde at være til på også kan finde sted uden for legen. Det er, som en sidebemærkning, det rum vi forsøger at skabe med CounterPlay festivalen:

“What inspired me most was the camaraderie, the ease of conversation and exchange as if we had all known each other for decades, the lack of pretension anywhere”

Leg (eller, mere præcist, “play”) er blevet beskrevet som “free movement within a more rigid structure” (Salen & Zimmerman, 2003), og det er godt at huske på. Vil man legen, så skal man give den plads og rum til at udfolde sig. Her ligger den måske største udfordring i dag: vi frygter friheden, det ukontrollerede og uforudsigelige så meget, at vi hele tiden prøver at udgrænse det. Det er imidlertid legens brændstof, og dermed præcis den udfordring, vi skal tage fat på, hvis vi vil realisere leg som dannelsesideal.

Lad mig slutte med et citat fra legeforsker Helle Marie Skovbjergs bog, “Perspektiver på leg” som en fælles opdfordring til, med Helles ord, at tage legen alvorligt:

“Vi skal støtte legen ved at skabe plads til, at legen kan foregå mange steder, på mange tidspunkter, og det vil sige ved at omfavne de lege og legesituationer, som vi oplever virker – for deltagerne. At tage legen alvorligt vil præcis sige, at deltagernes meningsproduktion tillægges en værdi, betragtes som noget, der er centralt for det liv, som de lever. Her fortæller de, hvem de er, og kommer med bud på, hvad det vil sige at være et menneske. At tage legen alvorligt er at tage alt det menneskelige alvorligt.”

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

[su_box title=”Lad os snakke sammen!” box_color=”#014341″ title_color=”#ffffff” radius=”5″]Hvad tænker du “det legende menneske” som dannelsesideal? Lad mig høre fra dig i kommentarfeltet herunder![/su_box]

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Over hele verden er biblioteker i gang med en uhyre spændende proces, hvor de redefinerer og genopfinder sig selv. Anledningen er selvfølgelig især, at størstedelen af de materialer, som biblioteker typisk har været bygget op omkring, nu digitaliseres. Derfor har vi altså i mindre grad brug for biblioteket som et sted, der udlåner fysiske medier som bøger, musik, film, spil osv. Det betyder, at bibliotekernes samfundsmæssige relevans, mål og formål må genforhandles, hvilket i sig selv er en god og sund opgave for enhver organisation.

I mine øjne er biblioteker vigtigere end nogensinde, men kun i det omfang de formår at forblive aktive medskabere og -udviklere af et åbent, demokratisk samfund, hvor der er fri og lige adgang til viden, kunst og kultur.

Hvis vi holder fast i, at folkebibliotekernes formål er at “ at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet” (jf. biblioteksloven), så bliver spørgsmålet, hvordan vi kan gøre det, når svaret ikke længere (kun) er at udlåne og gøre materialer tilgængelige.

Det er her, jeg vil argumentere for, at leg i langt højere grad bør indgå i og forme fremtidens biblioteker (og samfund i det hele taget).

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/08/IMG_2701-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Når jeg siger “leg”, så taler jeg om to ting på samme tid: leg som aktivitet og leg som sindstilstand eller mentalt “repertoire”, og begge dele handler altid om mennesker snarere end fx teknologi og medier. Det er min oplevelse, at de fleste primært eller udelukkende tænker på det første, altså leg som noget vi (eller måske især børn) gør. Mens det formentlig er mindre udbredt, så er det endnu vigtigere også at forstå leg som en sindstilstand, en tilgang til verden og livet og en særlig måde at være menneske på:

“Playfulness is a physical, psychological, and emotional attitude toward things, people, and situations. It is a way of engaging with the world derived from our capacity to play but lacking some of the characteristics of play. Intuitively, we can feel the difference between play and playfulness” (Miguel Sicart: Play Matters)

Jeg tror de to hænger sammen på den måde, at man kan øve sig i at blive mere legende ved at lege. Altså, hvis vi husker at lege, så kan vi udvikle evnen til også at være legende, når vi ikke leger.

Den her skelnen betyder også, at man kan arbejde med leg på biblioteket på to forskellige måder, nemlig som en aktivitet i biblioteksrummet og som en integreret del af kulturen; som en særlig måde at være bibliotek på.

Når mange biblioteker, nationalt og internationalt, allerede har omfavnet legen og givet den en central placering i dagligdagen, så tror jeg især det er i form af aktiviteter, der har karakter af leg. Der er mange biblioteker, hvor man må lege, men er der mange legende biblioteker, hvor legen er en del af kulturen, organisationen, identiteten og selvopfattelsen?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/10/IMG_2494-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Mens vi overvejer svarene, så er der naturligvis flere andre spørgsmål, der trænger sig på:

Hvorfor er det vigtigt? Hvad er det legen kan?

Her er jeg allerede på kant med et, for mig, uomgængeligt princip: legen må ikke først og fremmest opfattes som instrument for noget andet. Jeg kæmper ikke for legen, fordi legen kan noget specifikt, eller fordi den er en genvej til (målbare) resultater (fx læringsmål). Alligevel er det selvfølgelig væsentligt og legitimt at undersøge, hvad der sker når vi leger. Hvis vi skal gøre en indsats for legen, så skal vi overveje hvorfor (hvorfor er i det hele taget et underprioriteret spørgsmål, fordi det er svært, og i modsætning til hvordan ikke springer direkte til løsningerne).

I legen er vi åbne, siger oftere ja end nej, og vi er villige til at bevæge os ud i det ukendte uden at vide hvor vi ender. Det er vigtigere at få legen til at fungere, end det er at nå et bestemt resultat. I leg er der ikke noget, der er “nødvendigt” eller bestemt på forhånd. Tværtimod accepterer man, ja, nærmest forventer, at blive overrasket. Det er de helt rigtige vilkår for, at vi sætter fantasien fri, og undersøger hvordan verden også kunne se ud. Dermed er legen også nærmest en forudsætning for at kreativiteten kan udfolde sig, og for at vi kan lære at gå nye veje og skabe nye idéer, produkter og løsninger på vanskelige problemer.

Når vi leger, så bliver vi aktive deltagere. Leg udfolder sig i en forhandlingsproces, hvor alle “legere” er involverede, og har mulighed for at forme legen. Man kan deltage på mange måder, men det medfører altid en omfordeling af magt, hvor der følger reel indflydelse med deltagelsen. Hverken et diktatur eller en stramt styret, hierarkisk organisation levner meget plads til leg, netop fordi legende mennesker tør sætte sig selv på spil, stille kritiske spørgsmål og potentielt kan udfordre de bestående regler og strukturer.

Legen rummer ofte (men ikke altid) en social dimension, hvor vi måske blot nyder hinandens selskab, eller hvor vi måske øver os i at være sammen på andre måder. Skal legen leve, må vi forstå og respektere de andre, men man må gerne udfordre og skubbe til grænser. Legen er også et rum, hvor vi kan eksperimentere med vores identitet, roller og relationer. Når vi leger med andre, kan vi effektivt overskride mange af de barrierer, der normalt skiller os ad, for vi bliver mere nærværende, optaget af øjeblikket og med en fælles interesse i at få legen til at fungere.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2013/03/IMG_1966-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Jeg tror, at det legende menneske har meget til fælles med den globale medborger, der formår at leve med relationer til, forståelse for og i dialog det lokale og det globale på samme tid. At gå på opdagelse i verden, nært og fjernt, er ikke skræmmende, lige så lidt som det fremmede menneske er det. Det er nogle af disse forståelser, der ligger til grund for min helt overordnede antagelse om, at legende mennesker og organisationer er bedre rustet til at agere, træffe beslutninger og skabe gode liv i en kompleks, globaliseret verden. 

Tilfældigvis er der allerede mange paralleller mellem leg og biblioteker:

Både leg og biblioteker handler mere end noget andet om mennesker. Leg kan antage mange former; biblioteket kan bruges på mange måder. Leg er for alle; biblioteker er for alle. Leg gør verden større; biblioteker udvider vores horisont. Leg forstærker vores nysgerrighed; biblioteker stimulerer vores lyst til vide og lære mere. Leg er laboratorier for social interaktion; biblioteker gør det muligt at møde mennesker på tværs af samfundet. Leg gør os til deltagere i legen og livet; biblioteker hjælper os til at blive aktive samfundsborgere.

Måske kan denne, ganske overfladiske, skitsering af nogle af legens karakteristika være udgangspunktet for udviklingen af et ideal for “det legende bibliotek”?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/06/IMG_1749-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]