Det Legende Bibliotek

Over hele verden er biblioteker i gang med en uhyre spændende proces, hvor de redefinerer og genopfinder sig selv. Anledningen er selvfølgelig især, at størstedelen af de materialer, som biblioteker typisk har været bygget op omkring, nu digitaliseres. Derfor har vi altså i mindre grad brug for biblioteket som et sted, der udlåner fysiske medier som bøger, musik, film, spil osv. Det betyder, at bibliotekernes samfundsmæssige relevans, mål og formål må genforhandles, hvilket i sig selv er en god og sund opgave for enhver organisation.

I mine øjne er biblioteker vigtigere end nogensinde, men kun i det omfang de formår at forblive aktive medskabere og -udviklere af et åbent, demokratisk samfund, hvor der er fri og lige adgang til viden, kunst og kultur.

Hvis vi holder fast i, at folkebibliotekernes formål er at “ at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet” (jf. biblioteksloven), så bliver spørgsmålet, hvordan vi kan gøre det, når svaret ikke længere (kun) er at udlåne og gøre materialer tilgængelige.

Det er her, jeg vil argumentere for, at leg i langt højere grad bør indgå i og forme fremtidens biblioteker (og samfund i det hele taget).

Når jeg siger “leg”, så taler jeg om to ting på samme tid: leg som aktivitet og leg som sindstilstand eller mentalt “repertoire”, og begge dele handler altid om mennesker snarere end fx teknologi og medier. Det er min oplevelse, at de fleste primært eller udelukkende tænker på det første, altså leg som noget vi (eller måske især børn) gør. Mens det formentlig er mindre udbredt, så er det endnu vigtigere også at forstå leg som en sindstilstand, en tilgang til verden og livet og en særlig måde at være menneske på:

“Playfulness is a physical, psychological, and emotional attitude toward things, people, and situations. It is a way of engaging with the world derived from our capacity to play but lacking some of the characteristics of play. Intuitively, we can feel the difference between play and playfulness” (Miguel Sicart: Play Matters)

Jeg tror de to hænger sammen på den måde, at man kan øve sig i at blive mere legende ved at lege. Altså, hvis vi husker at lege, så kan vi udvikle evnen til også at være legende, når vi ikke leger.

Den her skelnen betyder også, at man kan arbejde med leg på biblioteket på to forskellige måder, nemlig som en aktivitet i biblioteksrummet og som en integreret del af kulturen; som en særlig måde at være bibliotek på.

Når mange biblioteker, nationalt og internationalt, allerede har omfavnet legen og givet den en central placering i dagligdagen, så tror jeg især det er i form af aktiviteter, der har karakter af leg. Der er mange biblioteker, hvor man må lege, men er der mange legende biblioteker, hvor legen er en del af kulturen, organisationen, identiteten og selvopfattelsen?

Mens vi overvejer svarene, så er der naturligvis flere andre spørgsmål, der trænger sig på:

Hvorfor er det vigtigt? Hvad er det legen kan?

Her er jeg allerede på kant med et, for mig, uomgængeligt princip: legen må ikke først og fremmest opfattes som instrument for noget andet. Jeg kæmper ikke for legen, fordi legen kan noget specifikt, eller fordi den er en genvej til (målbare) resultater (fx læringsmål). Alligevel er det selvfølgelig væsentligt og legitimt at undersøge, hvad der sker når vi leger. Hvis vi skal gøre en indsats for legen, så skal vi overveje hvorfor (hvorfor er i det hele taget et underprioriteret spørgsmål, fordi det er svært, og i modsætning til hvordan ikke springer direkte til løsningerne).

I legen er vi åbne, siger oftere ja end nej, og vi er villige til at bevæge os ud i det ukendte uden at vide hvor vi ender. Det er vigtigere at få legen til at fungere, end det er at nå et bestemt resultat. I leg er der ikke noget, der er “nødvendigt” eller bestemt på forhånd. Tværtimod accepterer man, ja, nærmest forventer, at blive overrasket. Det er de helt rigtige vilkår for, at vi sætter fantasien fri, og undersøger hvordan verden også kunne se ud. Dermed er legen også nærmest en forudsætning for at kreativiteten kan udfolde sig, og for at vi kan lære at gå nye veje og skabe nye idéer, produkter og løsninger på vanskelige problemer.

Når vi leger, så bliver vi aktive deltagere. Leg udfolder sig i en forhandlingsproces, hvor alle “legere” er involverede, og har mulighed for at forme legen. Man kan deltage på mange måder, men det medfører altid en omfordeling af magt, hvor der følger reel indflydelse med deltagelsen. Hverken et diktatur eller en stramt styret, hierarkisk organisation levner meget plads til leg, netop fordi legende mennesker tør sætte sig selv på spil, stille kritiske spørgsmål og potentielt kan udfordre de bestående regler og strukturer.

Legen rummer ofte (men ikke altid) en social dimension, hvor vi måske blot nyder hinandens selskab, eller hvor vi måske øver os i at være sammen på andre måder. Skal legen leve, må vi forstå og respektere de andre, men man må gerne udfordre og skubbe til grænser. Legen er også et rum, hvor vi kan eksperimentere med vores identitet, roller og relationer. Når vi leger med andre, kan vi effektivt overskride mange af de barrierer, der normalt skiller os ad, for vi bliver mere nærværende, optaget af øjeblikket og med en fælles interesse i at få legen til at fungere.

Jeg tror, at det legende menneske har meget til fælles med den globale medborger, der formår at leve med relationer til, forståelse for og i dialog det lokale og det globale på samme tid. At gå på opdagelse i verden, nært og fjernt, er ikke skræmmende, lige så lidt som det fremmede menneske er det. Det er nogle af disse forståelser, der ligger til grund for min helt overordnede antagelse om, at legende mennesker og organisationer er bedre rustet til at agere, træffe beslutninger og skabe gode liv i en kompleks, globaliseret verden. 

Tilfældigvis er der allerede mange paralleller mellem leg og biblioteker:

Både leg og biblioteker handler mere end noget andet om mennesker. Leg kan antage mange former; biblioteket kan bruges på mange måder. Leg er for alle; biblioteker er for alle. Leg gør verden større; biblioteker udvider vores horisont. Leg forstærker vores nysgerrighed; biblioteker stimulerer vores lyst til vide og lære mere. Leg er laboratorier for social interaktion; biblioteker gør det muligt at møde mennesker på tværs af samfundet. Leg gør os til deltagere i legen og livet; biblioteker hjælper os til at blive aktive samfundsborgere.

Måske kan denne, ganske overfladiske, skitsering af nogle af legens karakteristika være udgangspunktet for udviklingen af et ideal for “det legende bibliotek”?