Lad os tale lidt om dannelse.

På den ene side virker det som om dannelse har fået en renæssance, hvor begrebet dukker op i alle mulige sammenhænge. Mange taler om dannelse, og det er som udgangspunkt glædeligt, for dannelse er på flere måder en forudsætning for gode liv i stærke fællesskaber.

På den anden side frygter jeg, at det i et vist omfang blot er en overfladisk interesse; noget man siger, fordi det lyder godt, og giver indtryk af at det man taler om har dybe rødder. Det minder i den forstand ikke så lidt om den lige så udbredte begejstring for leg. Det er nok snarere reglen end undtagelsen at både leg og dannelse opfattes som et middel til noget andet eller som noget meget konkret, der måske reelt set snarere er færdigheder og kompetencer (tag nu bare diskussionen om “digital dannelse” eller den gamle sang om “leg og læring”).

Dannelse er ikke og kan ikke være en tjekliste, eller noget vi kan styre, forudsige og måle på linje med andre læringsmål. Det er ikke noget, der kun foregår når vi er under uddannelse, og absolut ikke kun for børn. Det er en livslang proces, der former og formes af livet i en fortsat vekselvirkning. Ingen er nogensinde “dannet” i endegyldig forstand. Det er ganske vist populært at være mere optaget af destinationen end vejen derhen, men dannelse er nu engang mere proces end mål, mere det at blive til nogen end blive til noget. Nu er jeg jo ikke specielt velbevandret udi dannelsens idéhistorie, langt fra, men her er nogle brudstykker fra mit syn på dannelse:

Det (ufærdige) dannede menneske er altid under forandring, og accepterer dette som et grundvilkår. Man må derfor bevare en åbenhed overfor verden, holde nysgerrigheden i live, og opdyrke evnen og modet til at tvivle: på sig selv og på det, man møder. Et dannet menneske er kritisk, tør modsætte sig det etablerede, og stiller spørgsmål, men er også indstillet på at lytte og skabe ny mening i samspil med andre. Ofte vil et dannet menneske også være et vidende menneske som konsekvens af nysgerrigheden, men dannelse er ikke det at vide noget i sig selv, snarere det at ville vide. Dannelse er at forholde sig etisk og moralsk reflekteret til sin egen rolle i fællesskaberne, at undersøge hvad det vil sige at være menneske, og hvordan man former livet og sine omgivelser med respekt og forståelse for andre. Fordi dannelsen udspringer af det fundamentalt menneskelige, udvider den hele tiden vores forståelse af, hvordan mennesker kan se ud, tænke og leve, også når de ikke ligner os selv.

Det er blot en skitse, men her er mange fællestræk med legen, så lad os se på nogle af dem.

Den amerikanske sociolog og legeforsker Thomas S. Henricks har i bogen med den sigende titel “Play and the Human Condition” undersøgt netop relationen mellem legen og det menneskelige:

“How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? Such questions, each connected to our lifelong quest for self-realization, are central to this book. Its thesis is that we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of play”

Disse perspektiver går igen hos mange legeforskere, som her hos Miguel Sicart i “Play Matters“:

“To play is to be in the world. Playing is a form of understanding what surrounds us and who we are, and a way of engaging with others. Play is a mode of being human.”

Det er jo et helt centralt dannelsesspørgsmål: hvad vil det sige at være menneske? Hvordan skal vi forstå verden? Og hvordan skal vi leve i den?

Vi forstår verden ved at deltage i den, og netop deltagelse er et fundamentalt træk ved legen: når vi leger, så er vi aktive deltagere:

“play events capitalize on people’s capacities for creativity, or externalization. Nothing exists— at least, nothing that is playful in character— until the participants decide to invest the moment with this quality. When they withdraw that energy and enthusiasm, the moment dies. Play makes people aware of their capacities for social agency.” (Hendricks, 2015) (my emphasis)

Når vi taler om deltagelse, så taler vi uundgåeligt også om magt (se også dette indlæg), for hvis ikke deltagerne har magt, ““participation simply stops being participation” (Carpentier, 2011). Leg kræver en omfordeling af magten, så alle har indflydelse på legens udformning og udvikling, og ingen bestemmer det hele. Dermed skaber legen et rum, hvor vi kan udfordre reglerne, overskride forventningerne og skabe nye erkendelser. Vi er aktive deltagere i legen, og dermed også i den verden, hvor legen foregår. Leg rummer derfor også et stort og ofte overset demokratisk potentiale.

Leg er ikke altid, men ofte en social aktivitet. Når vi leger sammen er vi nødt til at respektere hinanden, og vi indgår i gensidige forhandlinger af legens roller, regler og formål. Det kræver en veludviklet empatisk sans at være en god legekammerat, men man kan netop også afprøve andre roller og identiteter for at se, hvad der fungerer. Legen rummer et “continuation desire” (Brown, 2009): legen vil fortsætte så længe som muligt. I legen søger vi ikke en ligevægtstilstand, men derimod dynamikken, der holder liv i legen. Vi omfavner det paradoksale og tilsyneladende modsætningsfyldte som legens drivkraft. At lege med andre gør det nemmere at “fastholde legestemningerne i længere tid, end hvis man leger alene” (Skovbjerg Karoff, 2013), netop fordi flere “legere” gør situationen mere uforudsigelig og flertydig:

“I legens stemninger er man særligt åben over for, hvad der skal ske, hvad der kan ske, og man er indstillet på og håber på andres åbenhed […] I legens stemninger må man sige ja til meget, og man er indstillet på, at meget kan lade sig gøre. Den fordring gælder både en selv og andre i legen stemning” (Skovbjerg, 2016).

Eller med andre ord: en leg er kun rigtig god, hvis man er nærværende, sætter sig selv på spil, hvis man lytter og respekterer de andre, hvis man tager hensyn, og hvis man finder en måde at være sammen på, som giver alle en god oplevelse. Lidt lige som så mange andre aspekter af livet, kan man tilføje.

Det er selvfølgelig en meget overfladisk gennemgang af både leg og dannelse, men forhåbentlig er det tydeligt, at de to fænomener hænger tæt sammen, og begge er direkte koblet til det mest basalt menneskelige.

Jeg vil derfor ganske enkelt foreslå, at vi i højere grad betragter “det legende menneske” som et aktuelt dannelsesideal.

Vent lige et øjeblik.

Ovenfor har jeg talt om leg som aktivitet, og nu taler jeg om “det legende” (på engelsk: “playfulness”), som er noget andet:

“Playfulness is a physical, psychological, and emotional attitude toward things, people, and situations. It is a way of engaging with the world derived from our capacity to play but lacking some of the characteristics of play” (Sicart, 2014)

Det er netop “det legende” som en attitude, et mindset og en tilgang til livet og verden, der har min største opmærksomhed. Jeg er overbevist om, at legende mennesker er godt rustet til at leve gode liv og være aktive medborgere i en kompleks og kaotisk verden. Det helt afgørende er, at “det legende menneske” ikke bliver til en destination eller et slutmål, men en tilgang til livet, en måde at være til på. Det legende menneske er ikke et “afkast” af snævert målstyrede læringsprocesser, det kan ikke kontrolleres, men er resultatet af et levet liv i al dets uoverskuelige kompleksitet:

“It’s wrong to think of playing as the interruption of ordinary life. Consider instead playing as the underlying, always-there continuum of experience” (Richard Schechner)

Hvis det legende menneske således også er et dannet menneske, så er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan man bliver legende?

Jeg tror (et dannet menneske er som nævnt også et tvivlende menneske) at legen som aktivitet kan skabe rum, hvor vi, alene og i fællesskab, kan udforske, hvad det vil sige at være legende. Når vi leger, øver vi os i at være legende, og vi minder os selv om, at den måde at være til på også kan finde sted uden for legen. Det er, som en sidebemærkning, det rum vi forsøger at skabe med CounterPlay festivalen:

“What inspired me most was the camaraderie, the ease of conversation and exchange as if we had all known each other for decades, the lack of pretension anywhere”

Leg (eller, mere præcist, “play”) er blevet beskrevet som “free movement within a more rigid structure” (Salen & Zimmerman, 2003), og det er godt at huske på. Vil man legen, så skal man give den plads og rum til at udfolde sig. Her ligger den måske største udfordring i dag: vi frygter friheden, det ukontrollerede og uforudsigelige så meget, at vi hele tiden prøver at udgrænse det. Det er imidlertid legens brændstof, og dermed præcis den udfordring, vi skal tage fat på, hvis vi vil realisere leg som dannelsesideal.

Lad mig slutte med et citat fra legeforsker Helle Marie Skovbjergs bog, “Perspektiver på leg” som en fælles opdfordring til, med Helles ord, at tage legen alvorligt:

“Vi skal støtte legen ved at skabe plads til, at legen kan foregå mange steder, på mange tidspunkter, og det vil sige ved at omfavne de lege og legesituationer, som vi oplever virker – for deltagerne. At tage legen alvorligt vil præcis sige, at deltagernes meningsproduktion tillægges en værdi, betragtes som noget, der er centralt for det liv, som de lever. Her fortæller de, hvem de er, og kommer med bud på, hvad det vil sige at være et menneske. At tage legen alvorligt er at tage alt det menneskelige alvorligt.”