I lørdags havde jeg sammen med gode legekammerater samlet en flok legesyge mennesker på Københavns Professionshøjskole: Campus Carlsberg til den første danske ”LegeEdCamp”. De gode folk hos BUPL havde gavmildt støttet med penge til forplejning, så dagen var gratis for alle, og vi sætter i det hele taget stor pris på deres store opbakning til legen. Vi havde især inviteret dem, der beskæftiger sig med pædagogik, og selvom det gav en grad af fælles fokus, så var der samtidig mange forskellige spændende perspektiver repræsenteret.

Igen blev jeg bekræftet i, at der altså findes mange, som deler min dybe kærlighed til legen, og som passioneret dedikerer tid og energi til at forbedre legens vilkår. Sådan en oplevelse er med til at holde håbet oppe i lang tid, også når er svært (og det skal jeg lige love for, at det ofte er).

Hvorfor en ”LegeEdCamp”, og hvad er det overhovedet for noget??

En ”EdCamp” er et amerikansk fænomen, som vi er nogle græsrødder, der ”importerede” for 5-6 år siden. Vi var inspirerede af, hvordan EdCamp voksede frem som en reaktion mod de traditionelle konferencer, hvor få talte og mange lyttede. På en EdCamp er der derfor ikke noget på forhånd fastlagt program med en lang talerække, men der er blot et tomt ”grid” eller ”gitter”, som man sammen fylder ud med de emner, deltagerne gerne vil tale om og undersøge.

Det lyder måske lidt mærkeligt, og det har da også vist sig, at man skal opleve en EdCamp, før man helt forstår formatet. Alligevel er det nu ikke så indviklet, for det er jo bare et spørgsmål om, at man i fællesskab beslutter, hvad dagen skal handle om.

Formatet passer ret godt til netop leg, fordi en EdCamp også af natur er åben, drevet af deltagerne og ikke fører frem til nogen forudsigelig og på forhånd fastlagt destination. Man ved altså aldrig helt hvor man ender eller hvad der kommer ud af legen, og det er man nødt til at acceptere. Det er vi ikke altid så gode til, for vi forventer et klart udbytte, men så må vi jo øve os og sammen gå på opdagelse i det, vi ikke helt kender, forstår eller kan styre. Ellers bliver vi aldrig rigtigt klogere eller kommer videre.

Vi lagde ud med en leg, selvfølgelig, efterfulgte af en introduktion til EdCamp-formatet inden jeg holdt et kort oplæg om leg som livspraksis, myndiggørelse, deltagelse, agens, legefællesskaber og demokrati. I mine øjne er leg jo netop udtryk for levende demokratiske forhandlinger, og jeg tror, at legen rummer kimen til en revitalisering af vores stivnede demokrati (du kan hente min præsentation her og læs også gerne mit blogindlæg om leg og demokrati).

Nå, men vi skulle naturligvis videre i teksten, og Hasse (Møller fra Københavns Professionshøjskole) havde forberedt en leg, hvor deltagerne først skulle ”lege i deres tanker”, og siden kategorisere de lege, de havde leget (i tankerne) efter Helle Marie Skovbjergs fire legestemningsperspektiver (læs hendes ”Perspektiver på Leg”, den er go’).

Efter sådan en omgang opvarmning var vi kommet frem til hjertet af en EdCamp, nemlig den fælles programlægning på baggrund af deltagernes brændende interesser og spørgsmål.

Efter programmet var lavet blev deltagerne sluppet løs. Stem med fødderne, gå derhen hvor der er noget, som du er passioneret omkring. En EdCamp er normalt bygget op omkring samtaler, men vi lod det selvfølgelig stå folk frit for også at lege undervejs. Det afgørende er, at man i den pågældende gruppe forhandler og bliver enige om, hvad der skal ske – ligesom når vi leger.

Personligt var jeg især involveret i tre diskussioner, nemlig om voksne og leg, om leg og demokrati, og endelig en mere tilfældigt opstået samtale om, hvordan vi skaber stærkere alliancer for legen (især i det pædagogiske felt, men også mere generelt i samfundet).

På tværs af disse samtaler ser jeg et ret tydeligt mønster, nemlig behovet for mere mangfoldige, levende, eksperimenterende legefællesskaber. Vi kan formentlig alle mærke usikkerheden, når vi taler om leg og når vi insisterer på, at leg altså også er vigtigt for voksne. Ingen kan forandre ret meget alene, men med stærke legefællesskaber i ryggen kan meget lade sig gøre.

Nu står jeg derfor også tilbage med en klar fornemmelse af, at der er brug for de rum, som en EdCamp skaber. Vi trænger til at puste mere liv i vores tilgange til leg, så vi både leger mere, taler mere, tænker mere og eksperimenterer mere med leg.

Der var nogle deltagere, der udtrykte en vis skuffelse over, at vi ikke legede noget mere. Det tager jeg naturligvis til mig, for det er da en skøn efterlysning: mere leg! Jeg synes egentlig, at vi legede ret meget, og meget mere end til de fleste arrangementer jeg deltager i, men ja, der var også meget snak (passioneret, inspirerende snak, men ord, ikke desto mindre). Mens jeg hellere end gerne vil lave mere ”rendyrkede” legearrangementer, så har jeg også bare en vis forkærlighed for de her ”rum”, hvor vi har frihed til at lege når vi vil, men hvor vi også insisterer på samtale og refleksion. Jeg kan jo desuden kun opfordre alle til at være så myndiggjorte som i legen, hvor det meste er muligt, og hvor vi alle kan handle og forme legen. Eller med andre ord: er der noget, man synes burde være anderledes, så lav et eksperiment, invitér bredt, åbent og se hvad der sker (det er min egen tilgang til det meste).

Hvad nu?

Legen fortsætter, her, der og alle vegne. Vi har alle fået nye legekammerater, der forhåbentlig i lidt højere grad føler sig som en del af et mangfoldigt, levende legefællesskab.

Med min (selvopfundne) titel som ”legeaktivist” er jeg naturligvis i fuld gang med aktivisme og eksperimenter, der (siger jeg med krydsede fingre og en stor portion håb) kan forbedre legens vilkår. Der kommer nok flere LegeEdCamps, men indtil da er der meget andet at kaste sig over. Lige om lidt afholder vi den femte udgave af CounterPlay legefestivalen, der undersøger legen med afsæt i et internationalt, ambitiøst, gavmildt og legende legefællesskab (læs mere om festivalen og se programmet). Sidste år stiftede vi en Legetænketank med en masse dygtige, engagerede forskere og praktikere, der i den grad vil legen, og som kommer til at sætte spændende skibe i søen i løbet af 2019. Om nogle uger laver jeg en workshop i for BUPL i Hillerød, “Sæt legen i centrum“, og lidt senere på foråret skal jeg lege med på Dafolos konference, ”Skal vi lege?”, i Lego Houlse i Billund.

Jeg prøver at holde denne kalender opdateret med legearrangementer, og jeg tager gerne imod forslag til, hvordan vi bedre kan skabe synlighed omkring de mange legeaktiviteter, der finder sted rundt omkring i landet.

I det hele taget kan jeg kun opfordre til, at man blander sig i debatten, taler legens sag, udvikler sin egen legepraksis, opdyrker legefællesskaber lokalt og kaster sig ud i sine egne legeeksperimenter.

Sammen kan vi nemlig radikalt forbedre legens vilkår i samfundet, for både børn og voksne.

Billeder fra dagen: